Stil og Tema i Tove Ditlevsens forfatterskab

en for at udtrykke sin sproglige fantasi, men denne eksisterer ikke uden et grundlag af bagvedliggende virkelighed, for den ydre verden kommer før sproget og ikke omvendt.

Derfor gælder modernisternes opfattelse af virkeligheden som værende skabt af sprog

r mit skøn viser allerede det første digt i samlingen De Voksne med titlen Skellet, at den bedste poesi gennemgående er i bunden form:

Der går et skel

mellem dem der

har spiritus i huset

mandag morgen

og dem der ikke har det.

Grænsekonerne

har gemt

fire bajere i ovnen.

Dèr finder ingen mænd

på at lede

Der er ikke gnist af poesi i d

Også den strikkende kvinde er kommet til stede. Hun sidder som en norne og strikker på Lises skæbne ved at knytte garnenden til hendes barndom.

Ulykken er ikke

sygdom og død eller

voldsom forvandling,

angsten går langt over

tankens yderste grænse.

Ubemærket og farlig som

celler der vokser

lever den i dig og næres

af hverdag og varme

Hun gennemgår derpå hele forløbet i sin barnlige dannelse, hvori Carit Etlar og Zacharias Nielsen dannede grundlaget, mens Henrik Pontoppidan og Martin Andersen Nexø først kom til senere.

Hun brød sig ikke om børnebøger, men gik direkte i lag med det, som den engelske forfatter G.K. Chesterton kaldte god, dårlig litteratur, dvs. bøger som kun havde det formål at underholde læseren, og som giver pokker i alle dannelsesbegreber.

I øvrigt var hun altædende og gik i lag med både Knold og Tot og Stuckenbergs digte. Hendes hensigt med dette essay er tydeligvis at fortælle os, at al litteratur finder sine læsere, og at praktisk taget enhver bog på en eller anden måde bidrager til den åndelige vækst i de formative år.

Den eneste læsning, der efter hendes mening kunne matche Social-Demokraten, var Grimms eventyr, som var bogen frem for alle andre i hendes barndom

essayet Møde med bogen fortæller hun om, hvorledes hun som barn lærte at læse ved at bruge Social-Demokraten, der blev anvendt som dug på bordet i hendes hjem.

Det er meget muligt, at hendes forbillede kan søges hos den engelske forfatter K.G. Chesterton, hvis bøger blev læst meget i mellemkrigstidens Danmark.

Kunsten drejer sig kun om at genskabe virkeligheden ved sprogets hjælp. Længere er den ikke.Tove Ditlevsen har kun det ene formål med at skrive, at hun vil meddele sig til læseren. Der er ingen moralske, filosofiske eller politiske bagtanker, hun ønsker at gøre sig til talsmand for. Hun skriver kun, fordi hun ikke kan lade være, og dette er i indirekte forstand grunden til, at hun holder sig til sandheden, som hun nu ser den. Læseren må tage det, som det kommer, for det er ikke litteraturen, men livet selv, der former os som mennesker.

Hele Tove Ditlevsens forfatterskab er jo en løbende selvbiografi. Alle hendes noveller og romaner henter deres stof i hendes eget liv og nærmeste omgivelser. Læsning af bøger betyder meget for hende, men er ikke af afgørende betydning for hendes forfatterskab, fordi hun egentlig aldrig gennemløber nogen udvikling. Dannelsesaspektet eksisterer således slet ikke som motiv, og der er ingen stadier på livets vej i hendes forfatterskab. Fuldt færdig springer hun som Minerva ud af Pallas Athenes pande som tyveårig.De tre bind selvbiografi adskiller sig kun fra det øvrige forfatterskab ved ikke at have nogen form for fiktionalitet.