Mod til at tvivle

Karl Popper opsummerede det smukt et sted i bogen:
„Hvis vi vil forblive menneskelige er der kun én vej, og det er vejen ind i det åbne samfund. Vi må bevæge os fremad, ind i det ukendte, det usikre og risikable, og vi må bruge den fornuft, vi nu engang har, til at tilrettelægge samfundet så godt vi nu kan, så vi både har sikkerhed og frihed.“
Det er ord, som jeg den dag i dag kan skrive under på.
Jeg var nok faldet i tvivlen, men jeg havde også været i stand til at rejse mig igen.
Hvorfor falder vi? Så vi kan lære at rejse os op

Jeg havde tilmed protesteret og bragt vrede imod det land, der rent faktisk havde givet mig frihed til at tro, hvad jeg ville. Det havde jeg det rigtig, rigtig dårligt med.

Koranen har ikke noget synspunkt, ikke nogen vinkel. Den er ikke en fortælling. Den er bare sandhed. Og hvor der er sandhed overalt, er fiktionen overflødig

De fantasifulde teaterstykker fra Renæssancens og humanismens England for 400 år siden havde givet mig et mere sandt billede af både livet og af mine medmuslimer, end min islamistiske indstilling havde. Alle var fejlbarlige, men alle havde også potentiale til at gøre godt, til at forbedre sig.

Islam opløser nok grænserne mellem racerne, men sætter nye skel mellem troende og vantro, mellem rene og urene, mellem frelste og fortabte.
Alle ikkemuslimer var i Allahs øjne intet værd, medmindre de omvendte sig.

Måske var det sådan, som det også er for mange andre danskere, at man skal rejse langt ud i verden for at opdage, hvor dansk man i grunden er.