Enhver, der har haft eller stadig har med journalistik at gøre, befinder sig i den grusomme tvang at måtte hilse på folk, som han foragter, smile til sin værste fjende, gå på akkord med den sjofleste lavhed, tilsmudse sine fingre, når han vil betale sine angribere med deres egen mønt. Man vænner sig til at se ondskab blive udøvet og at lade det gå upåtalt hen; man begynder med at billige det og ender med selv at øve ondskab.