Ro

interessen, selv i forhold til opgaver man normalt går meget op i.

Når ens samvittighed driver en til at påtage sig mere, end man er i stand til at klare, begynder man at miste inter

”Respekten for den individuelle menneskelige personlighed, har nået sit lavpunkt her hos os,” bemærkede en intellektuel i 1921, “og det er voldsomt ironisk, at intet andet land er så totalt fikseret på at tale om personlighed, som vi er. Vi har ligefrem skoler, hvor man kan lære om “selvudvikling” samt “at udtrykke sig”, selvom det, vi som regel i virkeligheden mener, er at udvikle en ejendomsmæglerpersonlighed og at lære at tale ligesom sådan én.”

Eksperterne rådede forældrene til at sørge for, at deres børn blev godt socialiseret, og skolerne blev rådet til at flytte fokus fra boglig indlæring til at støtte og udvikle personligheden. Underviserne tog gladelig denne opgave på sig. I 1950 blev der afholdt en konference om børn og unge i Det Hvide Hus under sloganet: “Alle børn skal have en sund personlighed.”

Fra midten af det 20. århundrede var velmenende forældre enige om, at tavshed var uacceptabelt, og at udadvendte og sociale børn af begge køn var tidens ideal. Nogle forsøgte at afskrække deres børn fra at dyrke isolerede og seriøse hobbyer, som for eksempel klassisk musik, fordi de risikerede at blive upopulære. Børnene blev sendt i skole i en yngre og yngre alder, hvor hovedopgaven bestod i at lære at være sammen med andre. De introverte børn blev ofte anset for at være problembørn – en velkendt situation for alle, der i dag har et introvert barn.

William Whyte har i sin bog The Organization Man, en bestseller fra 1956, beskrevet, hvordan forældre og lærere forenedes i deres anstrengelser på nøje at undersøge de stille og tilbageholdende børns personlighed. “Johnny klarede sig ikke for godt i skolen,” husker Whyte at have hørt fra en mor. “Læreren sagde, at det gik fint i timerne, men at hans sociale tilpasning ikke var så god, som den kunne være.

Eksperterne rådede forældrene til at sørge for, at deres børn blev godt socialiseret, og skolerne blev rådet til at flytte fokus fra boglig indlæring til at støtte og udvikle personligheden. Underviserne tog gladelig denne opgave på sig. I 1950 blev der afholdt en konference om børn og unge i Det Hvide Hus under sloganet: “Alle børn skal have en sund personlighed.”

Introversion er sammen med beslægtede begreber som følsomhed, alvor og generthed nu om stunder blevet andenklasses personlighedstræk og anses for at være en mellemting mellem at være en skuffelse og en patologisk tilstand. Introverte, som lever med Det Ekstroverte Ideal, er som kvinder, der lever i en mandeverden, de nedgøres på grund af et personlighedstræk, som helt essentielt definerer, hvem de er.

Det er forståeligt, at så mange introverte skjuler dette faktum selv for sig selv. Man kan kalde det gængse vestlige værdisystem for Det Ekstroverte Ideal – den allestedsnærværende overbevisning om, at det ideelle menneske er selskabeligt, selvhævdende og føler sig godt tilpas i rampelyset. Den arketypiske ekstroverte type foretrækker handling frem for fordybelse, at tage chancer frem for at vise hensyn og at virke sikker frem for at tvivle. Han eller hun foretrækker at tage hurtige beslutninger, selvom det indebærer risiko for at tage fejl. Han eller hun er god til at arbejde i teams og være sammen med andre i grupper. Vi forestiller os, at vi sætter pris på individualitet, men alt for ofte beundrer vi én type individ – den type, der har det helt fint med “at være på”. Det er naturligvis helt i orden for teknologinørder, der etablerer innovative virksomheder hjemme i garagen, at være enspænderagtige, men de er undtagelsen og ikke reglen, og de tolereres først og fremmest, fordi det lykkes for dem at blive styrtende rige, eller fordi det ser ud til, at de med tiden vil kunne blive det

”dette frugtbare mirakel af kommunikation midt i et rum af uforstyrrethed.”

ny neurologisk forskning peger på, at frygten for fordømmelse ligger meget dybt i os og har flere vidtrækkende konsekvenser, end vi nogensinde har forestillet os.

Hvis man har dygtige og motiverede medarbejdere og prioriterer kreativitet og effektivitet højt, så bør man opmuntre dem til at arbejde alene.”