De overflødiges oprør – en trussel mod demokratiet

Men netop fordi arbejderbevægelsen ikke længere har sin egen legitime elite, mister den herskende politiske elite generelt legitimitet.

Fra 1870 og frem til år 1900 undergår det danske samfund en proces, der meget vidtgående svarer til moderniseringsprocessen i de industrialiserede lande. Forskellen er imidlertid, at i Danmark står landbruget i centrum. En markant forskel mellem Danmark og andre nordeuropæiske nabolande er manglen på de kolonier, der i England, Frankrig, Holland og Belgien giver anledning til store kapitaldannelser og sikrer markeder for ny, industriel produktion.

I alle tre tilfælde indtræffer alliancerne som svar på grundlæggende samfundsforandringer, drevet frem af teknologiudvikling og internationalisering. Det unikke ved de danske alliancer er imidlertid, at befolkningens selvorganisering er deres væsentligste dynamo og resultat.

Fællestrækkene i alliancerne er et stærkt fokus på selvorganisering og konsensus. Resultatet er blevet et meget tæt, men også delvist lukket samfund. Et samfund, der har vanskeligt ved at tage imod fremmede. Og et samfund, hvis samfundsfor

Lise Togebys analyse af udlændingedebatten 1997-98 tyder på, at der er store, konstruktive politiske gevinster ved at gå i dialog med også de mere hårdhændede kritikere af udlændingepolitikken.

I Danmark fandt målingerne sted i 1998 i forbindelse med en bemærkelsesværdig valgkamp, hvor indvandringen for første gang var et tema, som også de store partier tog op.

Mens befolkningen i 1994 stort set delte sig på midten i spørgsmålet om, hvorvidt indvandring udgjorde en trussel mod dansk kultur, blev denne opfattelse i 1998 afvist af et klart flertal af de adspurgte på 62 pct.

Men ingen af de lande, hvor de moderne etnisk-nationalistiske partier i disse måneder har markant fremgang, er præget af økonomisk tilbagegang, snarere tværtimod.

Eller Dansk Folkeparti tages med som den seriøse forhandlingspartner, partiet søger at blive. Da tyder meget på, at partiet i fremtiden vil kunne blive tungen på vægtskålen mellem Socialdemokratiet og de borgerlige partier. Dermed vil partiet få en nøglerolle og stærk indflydelse på dansk politik.
Nyrup valgte umiddelbart den første strategi. Under åbningsdebatten i 1999 og i dagene derefter markerede han en skarp kritik af Dansk Folkeparti. Han afviste, at partiet kunne blive »stuerent«, hvad der måtte opfattes som en erklæring om politisk isolation. Det symbolske signal var utvetydigt. I den praktiske politiske hverdag er Dansk Folkeparti imidlertid en særdeles aktiv samarbejdspartner for Socialdemokratiet i lokalpolitikken, hvor partiet i 1999 var deltager i 42 budgetforlig. Og partiets repræsentanter inviteres da også stadig til forhandlinger med regeringen på en række områder. Dets udelukkelse fra finanslovsforhandlingerne i 1999 og 2000 forklares i dag af ledende socialdemokrater som en pragmatisk afgørelse ud fra en konkret vurdering af forligsmulighederne.
Et centralt tema for de strat

Enten isoleres Dansk Folkeparti effektivt på Christiansborg. Det vil med stor sandsynlighed give politisk ustabilitet og manglende handlekraft, som det tidligere er sket med udelukkelsen af Fremskridtspartiet.