Her er jeg! Hvem er du

Vi må mærke efter i os selv. Når vi synes, vi lykkes, er der ingen grund til at ændre på noget – heller ikke selv om “det står i bøgerne”! Børn trives godt sammen med forældre, der er tilfredse med sig selv – uden at være selvtilfredse

Det er en opfordring til at gøre det eneste, forældre kan gøre: at tage ansvaret for deres fejl, når de opdager dem

Det mest afgørende for kvaliteten i børnenes liv, i forældrenes liv og for forholdet imellem dem er forældrenes evne og villighed til at tage ansvaret for det, der mislykkes undervejs

Denne konfrontation drejer sig ikke kun om at sikre, at faderen kan have sine ting i fred. Den drejer sig også om at give sønnen en lektion i, hvordan man klarer sig i skolegården, på gaden og som partner og far med sin værdighed i behold og uden at krænke modpartens

Børns liv i en familie handler blandt meget andet også om at lære nødvendigheden af at tage andre mennesker og deres grænser alvorligt

Faderen i dette eksempel gør størst indtryk, når det lykkes ham at tale som person – den person, han savner respekt for. Jo mere han taler ud fra sin opdragerrolle, jo mindre indtryk gør han. Det er i denne sammenhæng den vigtigste forskel på at tage sig selv alvorligt og på at tage sig selv højtideligt

Ingen løfter, ingen trusler og ingen aftaler! Alle tre ting svækker konfrontationen og bortleder opmærksomheden fra de ord og følelser, som er lige nu. Gør det kort. Det handler om at gøre indtryk – ikke om at overbevise eller blive enige

Alternativet bygger på tre ting: tålmodighed, gentagelser og viljen til at tage sig selv og barnet alvorligt

Forkælelse” betyder ikke, at børn får for meget af det, de har lyst til. Det betyder, at de får for lidt af det, de har brug for

Det er der en god forklaring på, som bunder i noget, der er fælles for alle mennesker i alle aldre: Kun når vi oplever, at vi også har mulighed for at sige “nej” og at vores “nej” bliver respekteret, kan vi sige helhjertet “ja!” til hinanden. Ellers bliver det halvhjertet og ender med et stort “Nej!”