Kampen om lykken

Den måske mest almindelige distinktion er den mellem eudaimonistiske og hedonistiske opfattelser af lykken. Den eudaimonistiske tager udgangspunkt i, at det er livet som helhed, der indgår i en vurdering af lykken (eudaimonia er det græske ord for et blomstrende eller vellykket liv). Den opfattelse kan så enten tolkes subjektivt (som den enkeltes vurdering af tilfredshed med eget liv) eller mere objektivt (hvor spørgsmålet er, om personen rent faktisk lever i overensstemmelse med bestemte dyder og værdier). Den hedonistiske er derimod subjektiv i sit væsen, idet lykken her defineres som en overvægt af behagelige oplevelser (Klausen 2018). Individet er i denne sammenhæng autoriteten med hensyn til at vurdere graden af behag og velvære.

lykkelig. I Messias’ skygge er lykken blevet et fatamorgana, vi alle lever med, i en eller anden udtrækning.

Den kortvarige og flygtige lykke gives en stedmoderlig behandling inden for lykkeforskningen. Den type lykke, som begribes som “korttidslykke” eller “positiv affekt”, kommer og går, og som sådan bliver den uinteressant i et forskningsmæssigt øjemed. “Det egentlige spørgsmål, som det meste af den seriøse lykkeforskning beskæftiger sig med, er dog ikke de kortvarige op- og nedture, som den positive affekt er […] Spørgsmålet er i stedet for, hvor lykkelige vi er ind imellem de store oplevelser, der skaber minder. Med andre ord: Hvor lykkelige er vi i vores hverdag?” skriver den danske økonom og lykkeforsker Christian Bjørnskov (2015, 12). Tanken synes at være, at eftersom vi står epistemologisk magtesløse over for den slags fænomener i livet, som sker upåagtet – som kommer, uden at vi har planlagt, efterstræbt eller regnet med dem – så unddrager de sig det videnskabelige fokus.

uet eksisterer som et skæringspunkt mellem retentioner og protentioner, som er Husserls begrebsliggørelse af, hvordan vi medtænker og erfarer enhver hændelse i lyset af det, som har været, og det, som s

Som McMahon (2006) viser, er det først efter Platon og fremvæksten af demokratiske samfund, at lykken bliver et menneskeligt produkt. Hvis vores samtidige lykkeopfattelser forudsætter, at vi er frie til at definere, jagte og nyde lykken, og at den således er inden for vores kontrol, så står Tyché for deres radikale modsætning. At være lykkelig i den førsokratiske verden var ensbetydende med at være velsignet af Tyché: lykken var noget, man fik tildelt af skæbnens gudinde.

Den bærende normative kraft i imperativet om, at vi skal elske og sørge, bunder i, at vi til enhver pris skal undgå fortvivlelsen, den sjælens sygdom, som ikke bare lurer rundt om hjørnet, men udgør selve grundstenen i den menneskelige eksistens

en målrettet stræben efter lykken paradoksalt nok har gjort os blinde for alle de aktiviteter og betydningsfulde handlinger, hvori lykken rent faktisk står at finde

dyb undring eller forundring over eksistensen som sådan. Kedsomheden er i dette lys slet ikke kedelig, men det nødvendige skridt tilbage, som udgør nøglen til en meningsfuld og til tider endog lykkelig tilværelse.

er næppe en uhørt antagelse, at drømmen om lykken udgør det stærkeste incitament for den uhæmmede konsumption, vi har været vidne til de sidste årtier. Når det herudover hævdes, at lykkelige mennesker har en tendens til at konsumere mere, fremstår et tilsyneladende paradoks, hvor midlet til at opnå lykken falder sammen med det endelige mål for enhver handling (Ahmed 2010, 10). Vi konsumerer, fordi vi er lykkelige, og vi bliver lykkelige, fordi vi konsumerer.

simplificering at kategorisere lykken som enten et øjeblikkeligt og momentant selvnærværende, eller udelukkende relationelt udfoldet i den tidslige eksistens. Lykken findes, hævder Pia Søltoft i kapitel 11, ikke i tiden, men i vores forhold til de