De stjålne liv

Kære borgere – hvad var det, denne arme amerikanske ropige sagde? Vi behøvede ingen oversætter for at forstå, at hun var nedslået ved tanken om at skulle forlade Nordkorea, der var blevet som et andet hjem for hende. Ingen behøvede en engelsk ordbog for at føle hendes kvaler ved tanken om at blive revet bort fra et paradis, hvor kost og logi og lægehjælp var gratis. Kære borgere – føl hendes sorg over at måtte vende tilbage til et land, hvor læger jagter gravide kvinder med ultralyd. Fornem hendes harme over at blive sendt tilbage til et kriminalitetsspækket land med materialisme og udelukkelse, hvor enorme befolkningsgrupper vansmægter i fængsler, ligger i deres egen urin på gader og stræder eller plaprer usammenhængende løs om Gud på de joggingbukse-polerede bænke i kæmpekirker. Tænk på den skyldfølelse, hun

, uden nogen til at fortælle jer, hvad I skal gøre. Er det sandt, at I ikke får rationeringskort, at I selv skal finde mad? Er det sandt, at I pukler uden noget højere formål end penge? Hvad er Californien, det sted, du kommer fra? Jeg har aldrig set et billede af det. Hvad spilles der i de amerikanske højttalere, hvornår har I spærretid, hvad undervises der i på jeres børneopdragelseskollektiver? Hvor går en kvinde hen med sine børn søndag eftermiddag, og hvis en kvinde mister sin mand, hvordan ved hun så, at myndighederne tildeler hende en god erstatning? Hvem kan hun indynde sig hos for at sikre, at hendes børn får den bedste leder i Ungdomstroppen?”
Her gik det op for Sun Moon, at hun havde grebet fat om ropigens håndled, og at hendes spørgsmål var blevet til forlangender rettet mod ropigens vidtåbne øjne. “Hvordan fungerer et samfund uden en faderlig leder?” spurgte Sun Moon indtrængende. “Hvordan kan en borger vide, hvad der er bedst, uden en velgørende hånd