Danske kvinder fik stemmeret i 1915 og adgang til offentlige embeder i 1921. Men spørgsmålet om Guds ord i kvindemund gav ballade mellem konservative og liberale. Også i kirkens egne rækker fandt mange tanken om kvindelige præster ukristelig, ukvindelig og unaturlig. Først efter mange års tovtrækkeri og flere lovændringer kunne kvinder i 1948 officielt tage ordet fra prædikestolen.
Opgøret med kvinden som mandens tavse støtte og kvinders ret til en aktiv udadvendt rolle begyndte med Martin Luthers reformatoriske tanker og tog for alvor til med det spirende borgerlige demokrati i midten af 1800-tallet. I Guds ord i kvindemund. Om køn og kirke gør eksperter rede for kvinders snørklede vej til præstekjolen og kirkens rolle i kampen for ligestilling — fra de første kvindelige prædikanter i 1500-tallet til i dag. Forfatterne analyserer taleforbud, Luthers teologi, præstekonen som ideal, vækkelsernes betydning, Grundtvigs kvindesyn og køn i prædikener, medier og folketing — og undersøger Folkekirkens indflydelse på kvindebevægelse, dansk kultur og demokrati.
Guds ord i kvindemund. Om køn og kirke er redigeret af Else Marie Wiberg Pedersen, lektor i systematisk teologi ved Aarhus Universitet, og udkommer i anledning af 75-året for, at den danske folkekirke tillod kvinder at indtage det ordinerede præsteembede.
