Den dansende dæmon – beretning fra en ædru alkoholiker

en mark, som er kranset af valmuer og margeritter

lillebror, som undertiden også blev grebet af et emne og talte om det offentligt med høj og småpinlig stemmeføring. Dvs. han var aldrig pinlig. Det var tanken om, at de andre fandt ham pinlig, som jeg fandt pinlig. Dybest set var det således mig, der var pinlig. Det tog mig år at indse det.

Det er så enkelt, at en lille en altid bliver til en stor en for mig. Og en stor en har det med at ødelægge mit liv

Det er også derfor, man konsekvent siger, at det er den første drink, der er den farligste, og derfor er alt det sludder om at tælle drinks og diskussionen om, hvor meget mænd henholdsvis kvinder må drikke om ugen, noget, man i alkoholikerkredse trækker på skulderen ad. Vi betragter det som useriøst og i den sidste ende som et forsvar for at drikke videre, fordi det er det, dette samfund inderst inde ønsker.

Hvorfor er rammen tom? spørger en deltager. Svaret lyder: Der skal det billede sættes ind af den alkoholiker, som har lært at drikke socialt. Underforstået: Det kan vi vente længe på.

Hvornår i livet slår sygdommen for alvor til, og hvorfor kan man ikke vende tilbage til den beherskelse af stoffet, som man var i besiddelse af, inden lasten blev til et livstruende misbrug? Hvorfor er der ingen vej tilbage?

Man banker ikke konen og børnene, fordi man spiser for meget chokolade, men fordi man drikker sprut, og det ændrer folks adfærd.

Havde du haft kræft, kunne jeg måske have elsket dig, til du døde. Men det, der raser i dig, har gjort dig til en anden mand. Jeg kan ikke se antydning af den glade stærke mand, jeg giftede mig med. Min kærlighed var til et menneske, som jeg ikke kan få øje på mere. Hvor er du, Karl Otto?

Alkoholikeren spinder sine ofre, sin familie ind i sit net, og der kan de hænge i uendelig lang tid under hans kontrol og må finde sig i hans manipulation. Når han så endelig er væk i længere tid, kan det føles som så stor en lettelse, at de ikke for nogen pris vil have ham tilbage.

anden er, at samværet både er asocialt og uforpligtende. Ingen familie er lettere at leve med end den, man finder på sit stamværtshus. De er der bare, og de kræver så lidt. Skulle man undtagelsesvis være i humør til at sidde i et dunkelt hjørne og nyde sin ophøjede ensomhed, får man lov til det. Det kan normalt ikke lade sig gøre andre steder i samfundet, fordi dér stilles krav om, at man skal sige noget, forholde sig til noget, tage stilling. Det er man fri for på bodegaen.