Med venlig deltagelse

For det var jo far selv der ikke ville se Allan og Sanne, han havde skrevet brev til dem og bedt dem holde sig væk

kunne se ud over søen og sikkert se svaner, måske var der små unger? Når de så havde siddet der lidt, kunne de gå videre. Hvis hun var for træt, ville de nok hjælpe hende hjem. Én under hver arm; hvis det skulle være, kunne de såmænd bære hende hjem og lægge hende i seng. Og synge lidt for hende, som hun så tit havde sunget for dem, da de var små.

Når Allan og Sanne kom på besøg, og de havde fået kaffe og kage, så kunne hun gå en tur med dem i parken. Det kunne hun rigtig godt tænke sig. Sådan som hun gjorde dengang de var små, én i hver hånd. De var ikke for store til at holde deres mor i hånden, eller måske under armen, for at støtte hende. Hun kunne godt blive træt af at gå langt. Hvis de mødte nogen, ville hun vise sine børn frem og fortælle hvordan det var, der var ikke noget at skjule. „Min mand er død,“ ville hun sige, „så nu kan jeg se alle mine børn igen. Jeg har mistet én, men jeg har vundet to“. For så enkelt kunne regnskabet sådan set gøres op.
Der var en bænk henne på kærlighedsstien, hvor de kunne sætte sig. Der var lige plads til tre, og der var så kønt; man