Det kan godt være, du ikke kan finde nogen mening med det her liv eller den her verden eller med, hvad der er sket dig. Det kan godt være, det hele virker meningsløst, og jeg tror som sådan heller ikke på, at der er nogen mening med noget som helst. Det siger jeg som præst! Vi tror, vi kan finde meningen med vores egen logik og vores eget regnskab, men det kan vi ikke, for den findes ikke. Der ér ingen mening med sygdom. Hvis man er i tvivl, kan man bare gå op på børnecancerafdelingen. Hvorfor skal et treårigt barn dø af kræft? Det giver jo slet ingen mening. Vi finder ikke forklaringen, og vi finder ikke årsagen, og det gør os vanvittige.