Akrash

hun. “Hvor ved du det fra?”
“Han hånede mig med det for et år siden.”
Hvem er denne mand, jeg har levet sammen med så længe? tænkte hun. Jeg kender ham ikke. Hvordan havde han kunnet æde det? Han tog et skridt frem mod hende. Hun så på ham. Ville han slå hende? Det var lige før, hun ønskede det. Men

træt og havde mest lyst til at lukke øjnene, men han vidste, at hvis han gjorde det, var det slut. Når man først overgav sig til søvnen, var der sjældent en vej tilbage.
Han så på blodet, der løb fra hans krop, og blodet, der bredte sig fra de døde kroppe, Vas’, Lassos og Mickis, og blandede sig med det hvide pulver, det hvide guld, der havde været hans følgesvend i flere

arbejde med nogle tunge plasticruller. Axel røg videre. Moussa ignorerede ham. Hans bevægelser var nervøse og hektiske, roen var helt væk, og Axel spekulerede over, hvad det skyldtes. V

afhentningen klokken 14, og hun havde fortalt, at de havde lavet en midlertidig kommandocentral vest for Farum. De var i gang med at samle informationer om samtlige minkfarme på Nordsjæll

kan der jo også godt. Hvis det er kontanter. De kan jo være alle steder.”
“Ja, men de kan også mistes meget let.”
“Ja, det er rigtigt. Den anden mulighed er, at han har folk til at passe på dem for sig, og at vi ikke kender de fo

for. Handelen ville finde sted i morgen. Og han skulle spille en rolle. Da han passerede gangsterlederen, sagde

Jessen havde glædet sig til en aften alene med Cecilie. Han havde fået en sms fra Henriette Nielsen, mens han lå og holdt Emma i hånden og lyttede til hendes åndedræt, der blev mere og mere regelmæssigt.
‘Komikeren er på vej. Vi har mistet kontakten, men han er inde’, stod der.
‘Hold mig underrettet’, skrev han tilbage.
Men han var dårligt kommet ned ad trappen og ind i

pludselig alt: efterretninger, som ingen kendte til, en agent i marken, der var nået længere end nogen anden, og som sam­tidig demonterede truslen mod ham, men allerbedst: udsigten til en trumf, som ville lamme Cowboyen i kapløbet om den ene af de to stillinger, som inden for det næste år ville blive ledige, direktør for

Vicepolitidirektør Jens Jessen stod ved vinduet på sit kontor på Gården og ventede. Han havde ventet hele dagen på denne samtale, hele ugen, nej, det var en underdrivelse, han havde ventet på den besked, lige siden Göran Eklund havde fået hans ansigt til at spasme i en blanding af ­justitiel grundangst og sitrende forven

kender ikke nogen bande.”
“Men du kender til beskyldningen, ikke?”
“Jo, men jeg er ikke leder af nogen bande. Jeg har et stort netværk af venner på Nørrebro, hvor jeg er vokse