Men problemet stod snart klart: At gøre videnskaben til metafysikkens dommer er ikke bare at udelukke Gud fra verden, men også at udelukke kærlighed, had og det meningsfuldes mulighed – det er at forestille sig en verden, som selvsagt ikke er den verden, vi lever i. Dermed ikke sagt, at troen på det, som giver livet mening, er det samme som at tro på Gud. Men hvis man mener, at videnskaben ikke kan indeholde Gud, må man næsten også konkludere, at videnskaben ikke kan indeholde det meningsfulde, og derfor kan livet i sig selv heller ikke have nogen mening. Med andre ord har de eksistentielle påstande ingen vægt – og al viden er videnskabelig viden.