Niels Brunse

Når Duncan sover –

og de strabadser han har haft på rejsen

indbyder til det – så vil jeg beværte

hans to lakajer ved et drikkelag,

så deres huskeevne, hjernens vogter,

blir til en tåge, og forstandens sæde

en bryggerkedel; når de segner om

i svinsk og døllet søvn, der ligner døden,

hvad kan vi to så ikke gøre mod

den værgeløse Duncan?

Da Buddenbrooks’ sørgeår endnu ikke var omme, blev de to forlovelser kun fejret i familiens kreds

Og hvad med dig, Kristin – hvad ville du synes om at ofre dit smukke hår og tjene Vor Frue som de brude jeg har tegnet her?“

„Vi har ikke andre børn hjemme end mig,“ svarede Kristin. „Så jeg skal vel giftes, tænker jeg. Mor har nok både kister og skrin parat med min medgift allerede.“

„Nej, nej,“ sagde broder Edvin og strøg hende over panden. „Det er sådan folk bærer sig ad med deres børn nu. Til Gud giver de døtre der er halte og svagsynede og grimme og vanskabte, eller de lader ham få de børn tilbage som de synes han har givet dem for mange. Og alligevel undrer de sig over at ikke alle der bor i klostrene er hellige mænd og jomfruer –“