Annelise Schønnemann

mænd altid syntes om det når man viste sin uafhængighed af dem. Men det ville på en eller anden måde have føltes som svindel, sagde hun, som

var en mærkelig idé at skrive på et andet sprog end ens eget. Det får næsten én til at føle sig skyldig, sagde hun, sådan som folk føler sig tvunget til at bruge engelsk, hvor må der være meget af dem selv der går tabt i den overgang, ligesom folk der får besked på at forlade deres hjem og kun tage nogle få livsvigtige ting med sig. Men der var også en renhed ved det billede der tiltrak hende, fyldt som det var med mulighed for at man kunne genopfinde sig selv. At blive befriet fra rod, både mentalt og verbalt, va

Hun havde ikke lagt mærke til den før den var væk, og det virkede næsten som om sammenbruddet af den struktur, den ligevægt, var skyld i den fortvivlede situation der fulgte. At hun blev forladt af én mand, førte med andre ord direkte til at hun blev overfaldet af en anden, indtil de to ting – episodens nærvær og ægtemandens fravær – nærmest kom til at virke som en og samme ting. Hun havde forestillet sig at afslutningen på ægteskabet, sagde hun, ville være en langsom opløsning af forholdets betydninger, en lang og smertelig omfortolkning, men i hendes tilfælde havde det slet ikke været sådan.

un havde siddet der, sagde hun, og tænkt over sin egen livslange vane med at forklare sig, og hun tænkte på denne styrke i tavsheden, der placerede folk uden for hinandens rækkevidde. I den senere tid, siden episoden – nu det hele var blevet sværere at forklare,

Det måtte jo ske, så meget som hun havde læst, men det var alligevel lidt foruroligende at det kunne tage hende så lang tid at opdage det. Hun kunne begynde at få denne her surrealistiske følelse, som om hun kiggede tilbage på noget mens det rent faktisk skete, men af en eller anden grund gav hun aldrig bogen skylden: Hun troede altid at følelsen af deja-vu havde med hendes eget liv at gøre.

frihed: en besværlig og ubehagelig tærskel, men den eneste han nogen sinde havde været i stand til at overskride; som regel, sagde han, fordi han blev puffet over den som fø

eg fik så tit at vide at det var godt at se mig på benene igen, at jeg begyndte at spekulere på om jeg repræsenterede noget andet og mere for dem end en som trængte til medlidenhed; om jeg for dem der kendte mig, faktisk var kommet til at legemliggøre en særlig frygt eller rædsel, noget de ville foretrække ikke at blive mindet

hænderne på dem; han havde fået utallige trusler, juridiske og andre; han havde mødt folk der gav ham skylden for deres uheld, sygdomme og sammenbrud, somme tider for hele deres skæbne, for nogle mennesker – han pegede ned på gulvet under vores fødder – vil aldrig tage ansvar og er altid på udkig efter nogen de kan give skylden. Og uanset hvor indly

sagde han, men når nogen spørger mig om min mening, eller spørger mig hvordan jeg ville have gjort hvis det var op til mig, ser jeg stadigt oftere for mig at jeg bor et helt tomt sted, et sted hvor alle vinkler er rette og hjørnerne lige, og hvor der ikke er noget som helst, ingen farver eller former, måske ikke engang noget lys. Men det plejer jeg ikke at sige til kunderne, sagde han. Jeg vil nødigt have de tror jeg er helt ligeglad.

Han så på sit kraftige armbåndsur og sagde at han blev nødt til at gå: Han havde parkeret varevognen udenfor, og han vidste hvordan parkeringsvagterne heromkring var. Jeg gik med ham ud

vag aura af ubehag hang omkring hans store krop, som han ofte flyttede på som for at fordrive den, han lagde det ene tunge ben over det andet for så at skifte ben, han kast