Astrid Fehlauer Nielsen

Han sætter sig på hug for bedre at kunne se.

43
”Kasper, kom og se! Kom ind under tæppet her. Har du nogensinde set magen?”
Den ældre frøken Albertina hjalp den unge dreng op i vindueskarmen, så han kunne se ud, og lagde forsigtigt det bløde tæppe over hans spæde skuldre. Derude så det ud, som om hele Mollberga i løbet af natten var blevet løftet op af en kæmpes store hånd og sat ned igen et helt andet sted. Måske i det nordlige ishav, Nordpolen, Antarktis.
Kasper så med store øjne ud over de uigenkendelige jorder.
”Ja, Kong Vinter har været flittig i nat,” sagde Albertina og pegede ned mod søen. ”Grantræerne ligner store sukkertoppe.”
”Med flødeskum på,” sagde Kasper forundret.
”Kære du,” sagde den gamle og strøg ham over kinden. ”Nu blev man helt sulten. Er du sød at hente mamsellens morgenmadsbakke? Vi kan spise sammen, hvis

Det mener jeg.”

Nogle gange er tingene ikke ved at falde fra hinanden. De er ved at falde på plads.

Heldigvis var der ikke mange steder, tingene kunne gemme sig i et lagerrum på størrelse med Harry Potters pulterkammer under trapperne.

Om efteråret er det tid til at iføre sig sin uldne frakke som værn mod kulden og nyde synet af de røde og gyldne blade, som kommer brusende fra træerne, så snart der er den mindste brise.

Efter at have skubbet den nye lås ind på plads gjorde hun håndtagene klar til at blive sat på.